Kommentator Per Andreasen fortæller om 7. runde:


Det blev en virkelig god kamprunde i dag.


IM Ziska havde hvid mod Dara Akdag. Det blev lukket siciliansk, og for mig så det ud som om at Dara ikke rigtig vidste hvorledes han skulle reagere på dette. 11. -, Lxd4 var under mistanke. 11. -, cxd4 12. Se2,Se7 med spillelig stilling. Efter partifortsættelsen blev Dara helt rullet, og Ziska vandt hurtigt og sikkert.


helgi 7rd
IM Helgi Dam Ziska – deler føringen med GM Palo (foto: Thomas Vestergård)


I Stormestermødet mellem Schandorff og Allan Stig valgte Allan at forsvare sig med modtaget Dronninggambit. Man kom hurtigt ud i et slutspil der er set rigtig mange gange før. Hvid har sikkert lidt fordel det meste af vejen, men noget særligt er der ikke på færde. 27. b3 så mærkeligt ud, Bo Jacobsen kom i kommentatorlokalet og forklarede at der vist var tale om ”rørt brik”. Planen havde sikkert været 27.b4 men så har sort jo Sd3+. Derfor b3 og spillerne tog kort efter remis.


schandorff 7rd_2
GM Schandorff – ubesejret indtil nu (foto: Thomas Vestergård)


GM Davor Palo havde sort mod GM Kristiansen. Det blev Kongeindisk åbning, og det var vores opfattelse at sort kom fint ud af åbningen. Vi var utilfredse med 12.-, Lb7, - i stedet ville vi gerne have spillet 12. -, La6 med fin sort stilling. Fortsættelsen så helt vild ud og Jens ofrede en officer for et meget farligt initiativ, - også selv om Dronningerne var blevet byttet af. I kommentatorlokalet kiggede vi meget på 25. -, Lh6 og det var helt uklart hvorfor sort ikke stod godt. Analyserne var lange og underholdende. I stedet spillede Jens 25. -, f5? som tabte en kvalitet. Det opståede slutspil var stentabt og Davors gevinstførelse var vist lige til lærebogen. Jeg kendte det nu ikke, men det gjorde Davor og GM Aagaard.


IM Christian Kyndel havde de hvide brikker mod ”rising star” IM Mads Andersen. I kommentatorlokalet kunne vi simpelthen ikke lide 12. -, b6? hvorefter hvid får en super god stilling. Det rigtige er vist nok 12. -, e5 som Mads kunne fortælle efter partiet. I partifortsættelsen fik hvid en glimrende stilling, og uanset om han slog igen på c5 med bonde eller Springer ville han stå overlegent. Aagaard foretrak klart at slå igen med Springeren. Kyndel tog med bonden og fik en meget fin stilling. 17. g3 var dog under mistanke, - vi ville så gerne spille 17. Td6! I fortsættelsen spillede Mads stærkt og fik stabiliseret stillingen. Springeren inde på d5 var stærk. 25. -, g5 var sikkert ikke det bedste træk, vi ville slå på h5, og efter partiet anførte Mads da også at det ville have været det rigtige træk. 26. -, Db3? troede vi var godt, men da Christian kom med krafttrækket 27. Sd4! kunne vi godt se at sort stod skidt. 26. -, f5 var vist en god mulighed, - men det var svært at se. Efter denne fejl fik unge Mads ikke flere chancer og Christian spillede resten af partiet med stor styrke og vandt i sikker stil.


Dagens sidste parti var IM Mikkel Antonsen mod GM Sune Berg Hansen. Det var vores opfattelse at hvid fejlede i åbningen, og jeg foreslog i kommentatorlokalet at sort simpelthen spillede:

diagram1 rd7

13. -, e4! Det er tvunget for hvid at spille Springeren ind til e5 (ellers kommer der stærkt angreb efter et offer på h2) og efter den tvungne trækserie 14. Se5,Dc7 15. Ld2,Lxe5 16. dxe5,Dxe5 17. Lc3,De7 18. Lxf6,Dxf6 19. Dxe4,Dxb2 kunne vi bedst lide den sorte stilling. Sune valgte anderledes med 13,-exd4 og efter 14.exd4,Sd5 valgte Mikkel det meget tamme 15. Lxd5? Herefter vil jeg mene at sort står bedst i slutspillet. 27.-, h5 var under mistanke. Jeg foreslog Kf8 med planen at styrte mod b5. I kommentatorlokalet var vi meget uenige om det slutspil der opstod efter træk 40. Aagaard sagde at det var remis, jeg mente at sort ville vinde. Det er jo oplagt at Løberen er Springeren totalt overlegen. 44. -, Lf7 var under mistanke for at være upræcist og i kommentatorlokalet foreslog WIM Esmat Guindy 44. -, h4! som meget stærkt. Jeg synes det ser rigtigt ud. I fortsættelsen lykkedes det for Mikkel at sætte et forsvar op, men det ændrer ikke ved at jeg er helt overbevist om at det var klart vundet for Sune, - f.eks. var et forbedringsforslag:


diagram2 rd7

52,-h4! og sort må stå overlegent. Remis efter 75 træk.

 

Stillingen efter 7. runde:
1. GM Davor Palo, Skanderborg, 5 point
1. IM Helgi Dam Ziska, 5 point
3. GM Allan Stig Rasmussen, 4 point
3. GM Lars Schandorff, Hillerød, 4 point
3. GM Sune Berg Hansen, Helsingør, 4 point
6. IM Mikkel Antonsen, Næstved, 3½ point
7. IM Mads Andersen, Skanderborg, 3 point
7. IM Christian Kyndel Pedersen, 3 point
8. Dara Akdag, BMS Skak, 2 point
10. GM Jens Kristiansen, BMS Skak, 1½ point

8. rundes program, start kl. 13.00:
IM Mads Andersen - IM Mikkel Antonsen
GM Allan Stig Rasmussen - IM Christian Kyndel Pedersen
Dara Akdag - GM Lars Schandorff
GM Davor Palo - IM Helgi Dam Ziska
GM Jens Kristiansen - GM Sune Berg Hansen

 

Network Media Hjemmeside fra
Network Media