Kommentator Per Andreasen fortæller om 9. og sidste runde i Landsholdsklassen:


GM Davor Palo vandt fortjent sit første Danmarksmesterskab. Davor har jo holdt skakpause i over 5 år, og vendte så småt tilbage til skakken for ½ år siden. Først blev han så holddanmarksmester med Skanderborg Skakklub og nu også ”rigtig” Danmarksmester. ”Det er sgu fortjent nok” sagde stormester Lars Schandorff til mig efter partiet, - han har nu spillet bedst.


davor dm_2013
GM Davor Palo – DM 2013 (foto: Thomas Larsen)


I dag spillede Davor sort mod netop Schandorff. Begge spillerne kom efter partiet i kommentatorlokalet og kommenterede dagens dyst. Efter en Nimzoindisk åbning kom man hurtigt i et slutspil hvor Schandorff fik en meget bedre struktur, men Davor vidste nøjagtigt hvorledes han skulle holde sammen på den sorte stilling, og hverken i kommentatorlokalet eller efteranalysen fandt vi gevinstchancer for hvid.


lars davor
Schandorff – Palo (foto: Thomas Vestergård)


IM Mikkel Antonsen afsluttede med en sejr over GM Allan Stig Rasmussen. Allan spillede hårdt til i åbningen, men jeg tror at 12,-Sd4 var tvivlsomt. Mikkel kunne jo spille 13. Sxd4,Lxd4

diagram1 sidste_rd

14. Le2! og pludselig var den gal på både d4, d7 og h5. Jeg gætter på at Allan havde overset 14. Le2! Vi prøvede at finde alle mulige tricks for Allan, men intet virkede tilsyneladende. Resten af partiet spillede Mikkel meget stærkt, og det så ikke ud som om at Allan fik nogle reelle chancer.


IM Ziska vandt stensikkert over GM Kristiansen. Det så ellers ud som om at Jens kom fint ud af åbningen, men da Dronningerne blev byttet og hvid fik spillet:

diagram2 sidste_rd

 

16. e5! kunne vi godt se at det var op ad bakke for Jens. Kort efter kom man i tårnslutspil, og den unge færing vandt stensikkert.


GM Sune Berg har for første gang i rigtig mange år haft et dårligt DM. I dag havde han de hvide brikker mod IM Mads Andersen og man tog en hurtig remis. Helt forståeligt.


IM Christian Kyndel havde hvid mod Dara Akdag. Den unge junior spillede igen et godt parti og det så ud som om Kyndel blev udspillet i midtspillet, og Dara vandt et par bønder. Vi var ikke tilfredse med at Dara byttede Dronningerne med 33.-, Dh4+. Det så virkelig godt ud at spille det oplagte 33,-Sh4 og sort har både angreb, flest brikker og mest tid på klokken. Det opståede slutspil var uklart trods 2 sorte merbønder. De hvide løbere kunne blive stærke. Det så nu meget fordelagtigt ud for Dara, men op mod den anden tidnød tog man remis ved trækgentagelse.


Et kæmpestort tillykke til Davor med en særdeles fortjent DM titel. Det glæder os alle at se ham tilbage, - også hans konkurrenter ;-)


Helgi spillede også en meget fin turnering og han var ikke langt fra både DM titel og GM-norm.


Dara spillede meget bedre end jeg havde forventet (shame on me) og med lidt held kunne han let have fået flere points!


GM Schandorff lavede som sædvanligt en meget solid præstation med 2 sejre og 7 remisser. Man er altid med i toppen når man aldrig taber!

 

Sidste rundes resultater:

IM Helgi Dam Ziska - GM Jens Kristiansen 1 - 0
GM Lars Schandorff - GM Davor Palo ½ - ½
IM Christian Kyndel Pedersen - Dara Akdag ½ - ½
IM Mikkel Antonsen - GM Allan Stig Rasmussen 1 - 0
GM Sune Berg Hansen - IM Mads Andersen ½ - ½

 

Slutstillingen:
1. GM Davor Palo, Skanderborg, 6½ point
2. IM Helgi Dam Ziska, 6 point
3. GM Lars Schandorff, Hillerød, 5½ point
4. GM Allan Stig Rasmussen, 5 point
5. GM Sune Berg Hansen, Helsingør, 4½ point
5. IM Mads Andersen, Skanderborg, 4½ point
5. IM Mikkel Antonsen, Næstved, 4½ point
8. IM Christian Kyndel Pedersen, 3½ point
9. GM Jens Kristiansen, BMS Skak, 2½ point
9. Dara Akdag, BMS Skak, 2½ point

 

Network Media Hjemmeside fra
Network Media