Sponsorer

 



Annonce for Dansk Skaksalg ApS
Annonce for Dansk Skaksalg ApS

 

 

Kampskak, kampskak og kampskak!!

IM Mads Hansen mod IM Karsten Rasmussen var et rigtigt ”herre fight”. Der blev givet og taget af et godt hjerte. Karsten spillede ikke åbningen optimalt, og hvid kunne have fået en knusende stilling med trækfølgen 14.Lh5+,Kf8 15.g4!, som foreslået i kommentatorlokalet af Mogens Thuesen, 15,- Lh7 16.f4! og sort er helt færdig! I partifortsættelsen reddede sort sig over i en lige stilling og slaget bølgede frem og tilbage indtil Mads fik et grimt stød ind med 26.Sxd5! og gevinst. 1-0

IM Bjørn vandt let over IM Jesper, en lang teorivariant kendte Bjørn ud og ind, og Jesper kendte den kun delvist, som han selv efterfølgende formulerede det i kommentatorlokalet. Så skal man jo slet ikke gå ind i den! Det var næsten for let. 1-0.

FM Sylvan taber jo sjældent et parti, men i denne turnering kan han slet ikke få spillet til at glide. Mod IM Carstensen mishandlede han åbningen, og allerede i træk 14 var hans stilling så dårlig, at han så sig nødsaget til at spille Ke8-d8….. Herefter var der frit valg på alle hylder, og Jacob Carstensen vandt stensikkert.

IM Teplyi havde hvid mod IM Antonsen. Teplyi fik intet ud af åbningen og det var lige hele vejen, og remis blev det. Udmærket resultat af Antonsen der nu har fine 2½/3.

Mads Andersen vandt Stormesteropgøret mod Allan Stig Rasmussen. Efter partiet kom Mads i kommentatorlokalet og viste os de mange spændende varianter. Efter åbningsspillet var stillingen ret lige, men i det tidlige midtspil fik Mads et vist pres. Springer manøvren til c5 virkede stærk. 20.g3! var enkelt og stærkt og vi kunne ikke finde et godt træk for Allan. Han måtte give en kvalitet til gengæld for et vist greb om stillingen. Mads manøvrerede dog fint, og løber ofret på g5 så helt afgørende ud og hvid vandt let.

Det var naturligvis et vigtigt parti, men intet er afgjort endnu. Sidste år tabte Mads f.eks til GM Sune Berg Hansen, men han endte alligevel med at blive Danmarksmester.

Per Andreasen.

Network Media Hjemmeside fra
Network Media